Der kan være forskellige årsager til misfarvninger, herunder pigmenter fra tobak, fødevarer, kaffe, te og vin samt skyllevæsker som klorhexidin.
Ved ekstern blegning bleges tænderne udefra ved hjælp af en gel, som indeholder hydrogenperoxid. Dette stof kan nedbryde farvemolekylerne og derved gøre tænderne hvidere.
Bivirkningerne ved ekstern blegning er blandt andet sensitivitetsproblemer, der opleves som isninger i tænderne og tandkødsirritationer. Bivirkningerne er forbigående, hvilket betyder, at problemerne forsvinder ved ophør af behandling. Derfor er det særlig vigtigt, at blegning foregår i samarbejde med en tandlæge.
På klinikken kan man få hjemmeblegning, klinikblegning eller en kombination af de to. Skinnerne til hjemmeblegning fremstilles, så de er individuelt tilpasset den enkelte patient og således slutter godt til omkring tænderne. Dette mindsker risikoen for, at der kommer blegegel på tandkødet, som kan give tandkødsgener.
Til klinikblegning anvender vi Philips Zoom White Speed, som klinisk har vist rigtig gode resultater efter kun ét klinikbesøg. Behandlingen tager omkring 75 minutter, hvor patienten skal ligge i stolen med gelen på tænderne og en speciel blegningslampe. Blegningslampen er med til at fremskynde blegningsprocessen.
Før blegning skal man ind til konsultation med en tandlæge eller tandplejer, som kontrollerer tændernes tilstand. Her kontrolleres for eventuelle revner i tænderne, som kan give sensibilitetsgener, og om der er fyldninger i tænderne, som skal udskiftes efterfølgende, da de ikke kan bleges.
Der tages farveprøve for at kunne vurdere effekten af den eksterne blegning. Det er et lovmæssigt krav, at der skal gives minimum to dages betænkningstid, før blegningen kan foretages.
En enkelt tand kan blive misfarvet, hvis den har været udsat for et traume, hvor det har blødt inde i tanden, eller hvis der er blevet efterladt væv efter rodbehandling. I så fald kan man lysne tanden ved intern blegning. Intern blegning er en behandling, hvor man bleger tanden indefra. Tanden skal være rodbehandlet, for at behandlingen kan udføres.
Tandlægen vil inden behandlingen vurdere, om tanden er stærk nok til intern blegning. Der skal være tilstrækkelig med tandsubstans tilbage, da der ellers er risiko for fraktur. Herudover skal rodfyldningen og plastfyldningen være optimal, og tanden skal være symptomfri inden behandlingen går i gang.
Den interne blegning starter med, at den gamle fyldning fjernes, og der lukkes af til rodbehandlingen. Herefter ilægges blegemiddel i tandens krone, og der laves en midlertidig fyldning. Efter 3-10 dage vurderes tandens farve. Der kan være nødvendigt at gentage behandlingen flere gange, før det ønskede resultat opnås. Når man har opnået den ønskede effekt ved den interne blegning, laves en ny tæt fyldning. Tanden overbleges en lille smule i forhold til resten af tænderne, da tanden har været udtørret under blegning, hvilket får den til at fremstå hvidere.
Udfyld kontaktformularen og bliv kontaktet af din tandlæge Helt uforpligtende